Sunday, 23 October 2016

I SATANS KLØR - Robert Fuest (USA, 1975)

Så fik jeg endelig set THE DEVIL'S RAIN, som på dansk fik den herlige titel "I Satans klør" (hos Walthers Video kunne man åbenbart ikke huske fra næse til mund, inde på rygmærkaten på selve båndet hedder filmen nemlig "Djævlens regn"). Og hvilken dejlig godbid det var! Plottet er så tyndt, at det minder om en af de der gamle kioskpocketbøger fra "Rædselskabinettet" eller "Iskolde gys", men det gør slet ikke noget.

Filmen starter bare og vi er midt i rædslerne lige med det samme. Personkarakteristik-opbygning er en by i Rusland. Heldigvis er skuespillerne gode, så det gør ikke noget. Faktisk er manglen af forklaring befriende (men iflg. Wiki førte det til stor kritik, da filmen først kom ud. Tsk tsk tsk, amerikanerne kan ikke lide det, de ikke får skåret ud i pap). Først tror man hovedrollen spilles af kaptajn Kirk (William Shatner), men det viser sig, at hovedrollen besættes (fik du den, "besættes", haha) af en anden fin tv-skuespiller, Tom Skerrit, der mange år senere skulle spille hovedrollen som sheriffen i "Picket Fences" ("Under overfladen").

Filmen er fra 1975 og det kan godt ses (ment særdeles positivt). De rigtige non-cgi-effekter med ansigter, der smelter og øjne, der forsvinder, er kanon. Jeg elskede hele den (meget lange) afslutningsscene. Ernest Borgnine er med som Fandens højre hånd (eller er han Beelzebub hamsælf?). Instruktøren Robert Fuest lavede også de to DR. PHIBES-film med Vincent Price. Den danske lejevideo er halv letterboxed og desværre havde kopieringsmaskinen fucked up, så der er "bølger" gennem dele af filmen. Jeg vil bestemt bestille en dvd (dvdcompare anbefaler udgaven fra Dark Sky).

EDIT: så er dvd'en bestilt!