Wednesday, 16 August 2017

LUFTENS ØRNE nr. 13 - "De sorte engle"

Jeg fik netop læst Luftens Ørne nr. 13: "De sorte engle". Albummet var et af dem, jeg købte ved "det store biblioteksbogsalg" på Slagelse bibliotek sidste sommer, hvor jeg fyldte 8 store plasticposer til bristepunktet med tegneseriealbum til en cirkapris af 2 kroner stykket. "De sorte engle" står til henholdsvis 175 kr. i "Almindelig brugt stand" og 250,- i "Særligt pæn, brugt stand" hos Pegasus. Jeg ææælsker biblioteksbogsalg!
Flere af de andre album i serien står iø til 700+ kroner i "særlig pæn, brugt stand".

Ser man bort fra et enkelt album, som jeg læste sidste sommer (faktisk på biblo), så er det rigtig mange år siden, jeg sidst har læst serien, og jeg kan ærlig talt ikke huske, hvad jeg syntes om den tilbage i 80'erne. Men det "nye" album, og albummet sidste sommer (nr. 16), var fabelagtig underholdning. Jijé var jo en mester med en pen. Der er forlydender om, at de nye franske intégrale-album også måske kommer på dansk fra forlaget Cobolt (omend det ikke bliver til 2 kroner per styk, hah!).

Her de to hovedpersoner; den "rigtige" heltetype Michel Tanguy (th) og spasmageren Ernest Laverdure. Laverdure var i øvrigt karikeret efter seriens første tegner, Asterix-tegneren Albert Uderzo.

Der bandes som i en bedre Tintin-historie! (ironisk nok blev Luftens Ørne bragt af det franske Tintin-blads konkurrent Pilote. Tintin bragte derimod flyverserien Dan Cooper).

Eder og forbandelser så selv en kaptajn Haddock ville føle sig hjemme


Et ømt øjeblik

Tuesday, 15 August 2017

Ugens OBSKURIØST ramte postkassen


Okay, jeg overdriver. tit udkommer Obskuriøst dog alligevel heller ikke, men Henrik Larsen er bestemt en flittig udgiver!

Jeg modtog i dag det nye nummer (og tak for det), og OBS er nu nået til imponerende 18 numre. Og det vel at mærke uden at tælle de ekstranumre med, som Henrik udgiver mellem de "rigtige" numre. For nyligt blev der endda lige til et oneshot-blad, Søbo Rustik, og så er der de numre, der kun trykkes i eet eksemplar (!!), og nå ja, oven i det hele kom der også lige 12 numre af Obskuriøst Nyhedsbrev. Det 12. nummer har jeg godt nok tidligere modtaget i løs form, men det er også inkluderet i dette nummer og bliver i øvrigt det sidste af slagsen (selv HL har måttet sande, at PestNords ågerkarle-portogebyrer er blevet for høje!). Og økonomi er også årsag til, at de planlagte 44 sider måtte tørre ind til 24 (plus fire sider nyhedsbrev).


Henrik rundede et hjørne aldersmæssigt i maj, men de mange og lange kolonner med deraf følgende depri-sort humør, som man kunne frygte, vrænger redaktør Larsen bare på næsen ad. Og hurra for det. I bladet får vi denne gang en kæmpelang artikel om de sorte hammerbankestøjguder i Hell Hammer/Celtic Frost (jeg ejede selv den nu vældig sjældne Hell Hammer mini-LP, der udkom i starten af 80'erne, men solgte den desværre - for alt for lidt - i slutningen af 90'erne). Vi lærer om OTA-merchandise (!). Der graves filmpræferencehemmeligheder frem fra Otto Leisners skjulte fortid.

Og som i de forrige numre får vi en "blodig buket" i form af Henrik Larsens anmeldelser af film udi de volds- og blodsplat-betonede genrer.
Man må iø tage hatten af for den herr redaktøren, at han overhovedet anmelder disse film. Kender man ham, ved man i forvejen godt det, som han selv kommer ind på i et forsøg på en anmeldelse af den gustne film DERANGED fra 1974. Men Henrik må give op. For en mand med hang til Ota solgryn, mainstream-TV-serier og Dr. Who (af den gamle skole) er film som Ed Gein-filmatiseringen for skrap kost. Men jeg vil dog alligevel ikke have det siddende på mig, at både jeg og ham den anden begge blev knotne, da Larsen hin sene aftenstime for 15 år siden forlangte, at vi standsede LAST HOUSE ON DEAD END STREET, som ellers rullede over lærredet i vores filmklub. Det var altså bare ham den anden, der skulede!!


Bestil OBS nr. 18 via Henriks blog eller facebook. Det er fedt, at han bliver ved. P.t. er OBSKURIØST det eneste film- og popkultur-zine på det danske marked.

Saturday, 12 August 2017

Legenden om Conan nr. 1 is in the house!


Egmont har for nyligt udsendt første nummer af Legenden om Conan, som inkluderer det totalt fede amerikanske blad Savage Sword of Conan nr. 1-6. Nr. 2 er også udkommet, og det er meningen, at bogserien skal komme hver anden måned og kronologisk udgive hele SSoC-serien! Noget af en mundfuld, når man tager i betragtning, at over en periode på 21 år, fra 1974-95, udkom der intet mindre end 235 numre.

Det oprindelige blad var i sort-hvid, og det er bøgerne også. Som ekstra godbid skal bøgerne indeholde artikler om Conan og de folk, der lavede serien. I nr. 1 finder man artikler om Conans begyndelse hos Marvel Comics, John Buscema der har tegnet størstedelen af den første bogs indhold, og Conan i Norge. Hvorfor "Norge"? Well, fordi Egmont forlag, på trods af at de er et dansk forlag, ikke længere gider udsende tegneserier i Danmark (udover Anders And og Basserne), men udelukkende satser på udlandet.

 
Som man kan se på mit foto, fik jeg bogen fra Adlibris. "Adlibris??? Men, men, men...??? Og jo, Adlibris lukkede deres danske afdeling for flere år siden, og hverken den norske, svenske eller finske afdeling vil sende til Danmark. Men bogen kan købes via CDON i Sverige, og de handler med Adlibris. Fuldstændig obskurt! Adlibris vil ikke modtage bestillinger fra Danmark, men de vil gerne modtage bestillinger via CDON og derefter sende til danske kunder. De er skøre, de Adlibris'er.


Hvorvidt jeg vil fortsætte med at købe de norske bøger, ved jeg endnu ikke. Jeg har også den amerikanske udgave fra Dark Horse, og den inkluderer historierne fra de første 15 numre. Altså næsten tre gange så meget som den norske bog!!! Men så er papiret til gengæld lige lovlig gråt, hvorimod det norske er hvidt. Og oven i købet koster de cirka det samme, men den amk kan bestilles fra Bookdepository, som leverer gratis, hvorimod CDON skal have 29 kr. i porto.

Trykket er desværre lidt mat i det i den nye udgave. Det sorte er ikke rigtig sort, og i et par af historierne er detaljerne også lige lovlig matte. Jeg fandt en artikel, hvor en norsk samler sammenligner med den oprindelige amerikanske udgave, der var i magasinstørrelse. Både det norske og amk genoptryk er i formindsket bladstørrelse. Desværre koster de originale blade jo en herregård at skaffe brugt (jeg har checket eBay!). Men om ikke andet er det fedt, at Conan igen udkommer på noget, der ligner dansk.







Wednesday, 9 August 2017

Frøken, vil De venligst give mig en billet til mig og 10 tomme papkasser

Der sker ikke så meget på mine blogs for tiden, men her lige en hurtig kort opdatering. Jeg er i fuld gang med det næste nummer af STAY SICK! Efter 14 år og mange falske starter arbejdes det nu endelig seriøst på sagen. En sektion af bladet, der har været med lige siden nr. 1, og som kommer med denne gang også, er "Komix" om tegneserier. Og i den anledning, omend helt urelateret, var jeg i Faraos Cigarer i går for at købe ti (10!!!) kasser til tegneserieblade, eller rettere 8 til blade og 2 til magasiner. Det var sin sag at slæbe det hele med hjem i toget til det trinbræt, de lokale kalder en by. De nye er dem til venstre, og til højre ses et par af de gamle (Comic Defense-bokse fra Fantask). Og så lige et tip, Comic Defense-kasserne til alm blade (dvs. ikke magasin) i Fantask koster 75 dask, hvorimod kasserne uden navn fås til en flad 50'er i Faraos.

PS: Over kasserne til højre ses i øvrigt mine gamle Essential Tomb of Dracula-samlebøger (se mit indlæg om dem her) og ovre på SKRÆK OG RÆDSEL har Søren netop skrevet, de bliver genudsendt, hvilket er ret fedt, da de gamle går til en smuk femøre (a pretty penny, høhø).

Thursday, 27 July 2017

"De gales kirkegård" nr. 2 udkommer efter 32 år

Omkring 1983 havde Rune T. Kidde overtaget redaktørstolen på det danske tegneserieblad Fantomet, og han sad velsagtens og syntes, at bladet var blevet ret kedeligt. Det var det dæleme også! Jeg havde på det tidspunkt fuldstændig opgivet bladet; De evindelige Fantomet-historier, der (syntes jeg i alt fald dengang) var bygget op over den samme skabelon i hvert nummer, blev simpelthen for meget, og jeg byttede hele min Fantomet-samling væk for mere spændende blade.

Men altså så i '83 besluttede Rune, at nu skulle det være slut, og fra nr. 219 smækkede han den ene spændende, nye serie ind efter den anden; Torpedo 1936 (som bladet kaldte "Torpedo '36", hvilket jeg til den dag i dag synes er en bedre titel), Kaptajn Sabre, og flere andre serier. En af de andre var "De gales kirkegård", forfattet af Rodolphe Daniel Jacquette og tegnet eminent af Alexandre-Nicolas Coutelis. Den franske titel er: Une aventure de Dampierre et Morrisson: "Le cimetière des fous".

Jeg læste med begejstring historien og senere, da jeg blev medlem af albumklubben Trumf, udkom historien som halvårsalbum i fornem hardcover-indbinding. Slår man albummet op på nettet, står det listed som "oneshot", men tro det eller lad være, men jeg har netop opdaget, at de to bagmænd netop (dvs. i 2015!) har udsendt et album nummer 2! Efter en pause på 32 år!!!


Det "nye" album (som altså udkom for to år siden, men som bekendt er gamle nyheder jo NYE nyheder, hvis man ikke har læst dem) hedder Une aventure de Dampierre et Morrisson: nr. 2 "Sargasses". Jeg har googlet hele natten (eller i hvert fald et helt kvarter) uden at kunne finde en udgivelse på tysk, engelsk eller et andet sprog, som er til at forstå for normale mennesker, men desværre lader det til, at den fransk udgivelse indtil videre er den eneste. Forhåbentligt kommer den på tysk på et eller andet tidspunkt. Nu hvor Donovan er lukket, skal vi jo nok ikke regne med, at der er et dansk forlag, der føler for at udsendte en opfølger til Interpresses album efter 34+ år. Men man har jo lov at håbe.



Wednesday, 26 July 2017

Kropsrøvere gennem brevsprækken

Det er eddermame længe siden, jeg sidst har set Philip Kaufmans genindspilning af INVASION OF THE BODY SNATCHERS fra 1978 med Donald Sutherland, skønne Brooke Adams, Leonard "Spock" Nimoy og Jeff "fluemenneske" Goldblum i hovedrollerne, men nu skal det sateme være!

Der er nogle film, der af en eller anden grund bare får lov at stå på ønskelisten i ualmindelige tider, simpelthen fordi der også står 3000 billioner billiarder andre film, der liiige skal købes først. Nå, men nu kom INVASION OF THE BODY SNATCHERS altså endelig hjem, hvor den hører til - på min hylde.

Filmen er som bekendt en remake af originaludgaven af samme titel fra 1956, som i sig selv var en filmatisering af Jack Finneys roman "The Body Snatcher" fra året før. I Danmark gik genindspilningen i biograferne i 1979 som "Stjålne kroppe". Abel Ferara genindspillede den igen i 1993 som BODY SNATCHERS, og der kom en ny igen i 2007, THE INVASION!!!

Læs en fysikprofessors mening om bogen og filmene her.

Wednesday, 19 July 2017

Og med eet hug blev man lige den glade ejer af en (næsten) komplet samling FART OG TEMPO!!!


Tilbage i 80'erne plejede jeg at komme i en byttebiks i Korsør. Jeg kom der fra 1979 og frem til '88, hvor jeg flyttede til London. De ni års kommen i den biks lagde stort set grundlaget for min tegneseriesamling. Jeg købte næsten alt det, jeg kunne få øje på. Ja, det vil sige bortset fra:

1) Lommebladene (jeg blev sgu aldrig den store fan af Commando-bladene og deslige)
2) Anders And
3) Fart og Tempo!!!

Jeg købte ikke lommebladene, fordi jeg fandt dem rent ud sagt kedelige. Anders And fandt jeg for barnlig. Og Fart og Tempo købte jeg ikke alene af den grud, at de gode serier, som bladet bragte, ville jeg hellere købe i album-form, serier som f.eks. Blueberry, Bruno Brazil, Bernard Prince, osv.

En anden grund var også, at jeg gad ikke købe alle disse blade med fortsatte historier, hvor jeg godt vidste, at der ville gå lang tid, før jeg fik historierne komplet, og jeg gad simpelthen ikke skulle læse halve historier, hvor f.eks. begyndelsen eller slutningen manglede. Jeg havde nu ellers rig mulighed for at købe løs af bladet; Byttebiksen rent ud sagt bugnede af Fart og Tempo-blade og efterfølgeren Tempo. Jeg tror, de kostede 50 øre stykket. Men jeg lod dem altså ligge.

Og i de senere år har det ærgret mig noget så grusomt, at jeg lod dem ligge. For nu koster nogle af dem ene herregård at anskaffe antikvarisk. Og at finde dem i byttebikse er jo a lost cause. Byttebiksene er væk, og de få, der alligevel stadig ligger der, ligger ikke, hvor jeg er.

Så da en sælger i en tegneseriesalgsgruppe på facebook forleden afholdt auktion over en (næsten) komplet samling af Fart og Tempo-blade, måtte jeg bare slå til! Alle årgange fra bladets start i 1966 og frem til 1976. Fra 1967-75 udkom bladet som ugeblad, så det er næsten 500 blade (der mangler omkring 15 numre i at være en komplet samling)!

Jeg vandt samlingen til cirka 2 kroner per blad, hvilket er et meeeget fordelagtig vinderbud, hvis du spørger mig. Specielt første årgang fra '66 koster kassen, hvis man skal have dem fra f.eks. Pegasus; Nr. 1 ligger lige nu på 200 kr. [direktelink] i "almindelig brugt stand" og det dobbelte i "særlig pæn, brugt stand". Sammenlagt ville første årgang (13 numre) koste cirka det samme, som jeg har givet for hele samlingen, så jeg klager bestemt ikke! (og det er vel at mærke i "almindelig brugt stand". I "særlig pæn, brugt stand" ville det blive næsten det dobbelte, men jeg sammenligner med "almindelig brugt stand", da den samling, jeg har vundet, også må siges at være i cirka samme stand).

Jeg modtog bladene forleden. Jeg bor på 3. sal og GLS-manden så ikke glad ud! Sælger sagde, at de tre kasser vejede omkring 40 kilo. Nå, men hvorom alting er, glæder jeg mig i alt fald til at komme i gang. Hvis jeg læser et blad om dagen, er jeg gennem stakken om halvandet år!


Monday, 17 July 2017

Inspektør CANARDO nr. 10 og 12 nu hjemme på hylden


Som jeg har nævnt et par steder, opdagede jeg serien En sag for Inspektør Canardo (som nu blot hedder "Canardo") tidligere på året. Danske Carlsen Comics udsendte nr. 1-5 i starten af 80'erne og lukkede den derefter i Danmark, men fortsatte i Tyskland. Og da jeg er blevet så begejstret for den lakoniske, deprimerede, drikfældige og smøgtrængende strisser-and, var det klart, at jeg dødogpineme måtte forsætte den på udenlandsk. Jeg gider ikke købe franske album, da teksten er så vigtig (og jeg ikke forstår fransk), så jeg er nu godt i gang med at anskaffe den på tysk. Prøjserne har heldigvis taget serien til sig og kalder den "kult" (men det gør de vist nok om næsten alting, der bliver populært).

Fra nr. 10 har Schreiber & Leser-forlaget overtaget den. Man følger de franske udgivelser lige i hælene og er nået til nr. 24 (2016). Sideløbende med de alm. album udkommer også légrale-udgaver, samleband, som samler tre album i hver. Der er ikke noget ekstramateriale (bortset fra et langt Sokal-interview i nr. 0), men udgivelserne er flotte. Desværre følger man også de franske udgaver med hensyn til format, idet størrelsen er formindsket til næsten bladstørrelse isf. alm. albumstørrelse.

Her er de seneste to, jeg netop har købt (og rålæst); nr. 10 og 12. De er ikke nogen billig sag at bestille fra Tyskland (jeg køber gerne gennem Amazon.de), så jeg finder dem ofte brugt (de to viste er begge kasserede biblioteksudgaver og kostede den fænomenale sum af lige under 1 euro per styk (med porto blev det 50 kr. for begge).

Kvalitetsmæssigt synes jeg, Sokal holder det niveau, man som dansker kender fra de første album. I de sidste mange år har han haft Pascal Regnauld med som hjælp på tegnesiden. I nr. 10 ("Hinter dem Horizont") forliser Conardo på en tankstation langt ude i det amerikanske ingenmandsland. Han er på jagt efter en motorcykelbande, hvis onde leder danske læsere vil nikke genkendende til.
PS: i de danske album optrådte der fra tid til anden mennesker, men det er år og dag siden, Sokal smed dem ud af Canardos verden. Rockerne i historien er selvsagt grimme tudser.

I Nr. 12 ("Unschuldig!") er Canardo endnu engang kommet til USA, denne gang hyret til at hjælpe en fransk barnepige, som sidder i spjældet anklaget for dobbeltmord. Sokal smider på flot vis sin fjerede Philip Marlowe/Columbo-klon rundt i helt forskellige kulisser fra album til album, og alligevel virker det helt naturligt. I albummet mellem de to nyindkøbte, "Sterbenswörrtchen" (en dansk titel kunne have været "Smalltalk på dødssengekanten"), hopper Canardo rundt mellem forskellige fortider for at finde en arv, der består af Nazi-guld! Nr. 12 indeholder falske spor som en bedre giallo-film fra 70'erne, og slutningen beholdes ikke, når Hollywood udsender deres filmatisering.

Jeg ville ønske, et dansk forlag ville tage serien op igen, men indtil dét sker, fortsætter jeg "det lange ridt" frem mod en komplet samling på tysk (komplet fra nr. 6, forstås).

Gitte Hænning i pornobix i danskerudgave af "Gerningsstedet"

Jeg optog for et par aftener siden en episode af den tyske kriminal-tv-serie "Tatort", eller "Gerningsstedet", som den hed, da den kørte på Danmarks Radio i 70'erne; "Kressin stoppt den Nordexpress" (episode nr. 7).

Jeg har ikke set serien siden den stoppede på dansk tv i start-80'erne, men er begyndt så småt at se den igen. Og jeg følger sågar med i "Der Alte" ("Den gamle" på DR), der nu genudsendes på en af ZDF's (eller "Tyskland 2", som vi sagde i gamle dage) søsterkanaler. "Tatort" startede i 1970 og produceres stadig af forskellige TV-stationer i Tyskland. Man passerede for nyligt episode nr. 1000! De nye episoder er fine nok, men der er sgu noget fedt ved de gamle fra 70'erne og 80'erne, som de nye ikke ikke kan.



Nå, men aftenens episode begynder i et fængsel i Sverige, hvor nogle tyske slyngler skal transporteres til banegården for, i følgeskab med tyske betjente, at sendes med toget hjem til Vesttyskland. Så skifter scenen til Danmark, og på klingende danske får vi nu en scene med Gitte Hænning, der laver reklame for madlavning (dengang blev den slags unoder ikke vist på fjernsyn, så det var foran et indbudt publikum). Hun har truffet en tysk filejs, som både er ansat i det vesttyske kriminalpoliti og er en rigtig kvindebedårer, med andre ord, episodens hovedperson. Senere er de en tur i en pornobutik (en rigtig butik, måske der er nogen af jer, der kan genkende den???). I pornobiksen møder vi Yvonne Ingdal, som jeg ikke kender, men som IMDb fortæller, har været med i adskillige danske film og tv-stykker. Hun spiller en porno-smuglerske (dengang smuglede man porno fra Danmark til Vesttyskland!!!). Og lidt senere møder vi sågar Lotte Tarp. Der er flere danskere med, men dem genkendte jeg ikke. Nå ja, og hovedrollen spilles iø af Sieghardt Rupp, som spillede med i A FISTFUL OF DOLLARS.

Det meste af episoden foregår i et tog, og den er ganske glimrende. Min TV-optagelse har tyske undertekster, men den kan også ses i sin helhed på YouTube (dog uden undertekster).

Jeg har uploadet scenen fra pornobutikken (rippet fra YouTube-udgaven, derfor ingen u/t).

Monday, 10 July 2017

Feriemand angriber Faraos Cigarer

Min sidste dag på arbejdet før sommerferien var onsdagen før sidste onsdag. Og jeg tænkte, det nok var sidste chance for at score nr. 1 af det nye danske tegneserieblad "Fiesta magasinet", før det helt er udsolgt, så jeg tog ind til Faraos Cigarer og kom hjem med Fiesta nr. 1 ... og to tunge poser med alt muligt andet ragelse! Hahaha.

De havde den ene gode ting på tilbud efter den anden, som jeg bare MÅTTE have med hjem. Nogle af dem vældig billige. Der var alt for meget billigt derinde. 

Det sidste album er dog en Inspektør Canardo-intégrale fra Tyskland, som jeg modtog i forleden. Åhh, jeg elsker den deprimerede og fordrukne politiand.








IKKE LÆNGERE HVIDE HANDSKER PÅ, NÅR DER LÆSES TEGNESERIER - MEN DET HOLDT HÅRDT!!!


Nedenstående blogpost er i virkeligheden et indlæg, jeg postede på Seriejournalens gamle forum, og det gentager noget af det samme, jeg skrev i min foregående blogpost her, men hva' fa'en, det går nok.

Jeg er ved at lære, at det ikke gør noget, at man knækker forsiden på et album i den der rille nær ryggen, der sjovt nok er lavet til, at man knækker den. Men det er satanedme svært! Efter at have holdt min samling i mint condition i 35 år er jeg endelig ved at forsøge at lære at være liiidt mindre hysterisk, når det gælder at være 300% nidkær i min behandling af tegneseriealbum. I 35 år har jeg kun (og med "kun" mener jeg absolut K-U-N!!!) åbnet mine album i en grad på 45. Mine album indkøbt fra ny i 80'erne står stadig, som var de købt i går!

Men tidligere på året begyndte jeg at læse en stak kasserede biblioteksalbum, som jeg købte på et kæmpe bogsalg på Slagelse bibliotek sidste sommer, og det var ærlig talt en kæmpe befrielse ikke at skulle passe på!

Netop fordi jeg i så mange år har taget så godt vare på mine tegneserier, besluttede jeg ret tidligt, at min bøger (altså dem uden billeder i), de skulle fanderme læses og smadres og tæskes igennem. Og det bliver de sgu også. Jeg knækker ryggen, og tvinger siderne rundt om ryggen, jeg laver æselører, og passer ikke på ikke at spilde kaffe, og så fremdeles. Så langt kommer jeg dog ikke til at komme med tegneserier, men jeg øver mig i at læse dem mere afslappet.

Måske har det noget at gøre med at blive ældre. Når man er ung, har man denne idé om, at man kommer til at eje sin samling i al evighed. På et eller andet tidspunkt går det op for en, at denne evighed måske ikke er helt så evig alligevel - og hvad så med den perfekte mint condition-samling?
Jeg vil gerne passe på min tegneseriesamling, men jeg vil også gerne kunne nyde at læse den. Og jeg vil gerne kunne nå dertil, hvor jeg ikke får svedige håndflader og nervøse trækninger ved øjnene, når min kæreste spørger, om hun må læse et album.

Sunday, 25 June 2017

BREAKING NEWS: en tegneseriesamler der IKKE vrænger på næsen af kasserede bibliotekseksemplarer! Vi følger denne utrolige historie som den udvikler sig time for time. Bliv på denne kanal.


Altid Rasmus Modsat
I en tid, hvor danske tegneseriefans fråder om  munden over mega-flotte, ultra-dyre intégrale-udgivelser med adskillige  album i hver bog, er jeg for nyligt gået i den stik modsatte retning.  Som den røvfattige starut, jeg snart har været i mange år, er jeg  begyndt at elske smadrede kasserede bibliotekseksemplarer af gamle  albums.

Og hvor tegneserie-websiderne flyder over med anmeldelser af de,  well, flotte, nye dyre udgivelser (med tryk på DYRE, så dyre at der  næppe er nogen børn, teenagere, studerende eller arbejdsløse, der har  råd til dem - vi taler tre, fire og fem hundrede kroner per album), så  har jeg på det seneste kastet mig over at anmelde de gamle smadrede  albums. 

Tro mig, kære læser, der er guld at hente, når man graver sig  ned i det dyng, som stablerne af kasserede udlånsudgaver er.
Jeg har  netop læst de to først numre i Lars Jakobsens serie om Mortensen; en  dansker, der rejser i tid (men ikke rum) og forsøger at holde styr på  tingene. 


Det første album er i øvrigt svært at støve op i  originaludgaven, så jeg værdsætter bestemt min slidte biblioteksudgave  (ligesom jeg værdsætter det faktum, at jeg gav 5 kroner for den).  Hvornår anmeldelserne ser dagens lys, må tiden vise.

Wednesday, 14 June 2017

Under 10 centimeter støv finder man ...

I 2006 fandt de tossede amerikanere på at lave horrorfilmfestivalen "8 Films to die for" aka After Dark-festivalen og den kører stadig med et par års mellemrum. Efterfølgende er filmene så udkommet i boxsæt (i alt fald de første fire festivalers film, jeg er usikker på, om man stadig udgir dem i boxe). Jeg har haft den første box stående på hylden siden ... 2008-9-stykker eller noget i dén stil, så nu er det på tide at tage hul på den. Hah! Jeg har netop set den første, THE GRAVEDANCERS, som var en glimrende haunted house-film.


Jeg har jo for længst opgivet at have noget, der ligner overblik over, hvad jeg har købt af film og opdagede netop, at jeg også har købt filmen på dansk dvd. Jeg er dog ikke i tvivl om, at den danske udgave velsagtens er barebone, hvorimod den amk dvd flyder over med extras. THE ABANDONED har jeg tidligere set og husker den som værende ganske glimrende. Den er del af de 8 film, men er ikke med i boxen (og skal ikke forvexles med en anden, nyere film af samme titel).






Friday, 9 June 2017

Cool TV med fire årtier imellem


I Danmark viste Danmarks Radio en masse amerikanske kriminal-TV-serier (eller "politiserier" om man vil). Serier, som jeg i dag synes, er rigtig cool. Det siger sig selv, at der blev lavet en masse TV i USA, som vi aldrig fik herhjemme, og lige så trist, som man kan sige, det er, at vi ikke fik dem, lige så fedt er det, at vi ikke fik dem, eftersom man nu mange år senere kan opleve dem for første gang, nemlig på DVD. Hvor fedt at kunne opdage cool amerikansk 70'er-TV - her 40 år senere. Jeg har netop taget hul på "The Rockforld Files" sæson 1. Serien har godt nok kørt på DR, men først mange år efter 1970'erne for længst var ovre. Jeg husker dog alligevel serien fra 70'erne, i alt fald af omtale; Op gennem 70'erne havde vi en feriedreng fra Sydslesvig komme på ferie hver sommer. Han hed Ingmar og jeg husker en sommer, hvor han snakkede om, hvad en sej fyr, der hed Rockford, lavede i en TV-serie, der kørte på tysk TV. Og nu, 40 år senere, får jeg endelig set den serie, som Ingmar talte så begejstret om for så længe siden.

Jeg har indtil videre set de første to episoder (den første er en dobbeltepisode, som også findes som sammenklippet film), og den ligner helt perfekt noget, som jeg kunne have set i 1974! Da jeg sad og så første episode, slog det mig i øvrigt, at der var noget, der manglede. Noget, der var forkert. Det tog lidt at hitte ud af, hvad det var, men da først jeg opdagede det, var det helt naturligt: nemlig farverne!! Dengang i 70'erne så vi alting i sort-hvid. Ikke fordi det ikke blev lavet i farve, men fordi vi kun havde et sort-hvid-fjernsynsapparat i min familie dengang. Jeg tror først, vi fik farve-TV omkring 1980. Da det gik op for mig, at det var farverne, der var "problemet", slog jeg mit nymodens fjernsynsapparat over på sort-hvis og ... boom! ... følelsen af 1970'ernes TV var tilbage med det samme. Nu har jeg naturligvis tænkt mig at se HELE serien i sort-hvid!!!

Og så lige et spring i fjernsyns-tid frem til ... nu! Jeg har netop modtaget den nye sæson af "X-Files" (aka "Strenge fortroligt", som den hed på TV 2) på UK DVD, og jeg gælder mig bestemt til at se den. Hvordan vil den mon være? God? Cool? En stor skuffelse? Who knows. Og nu er der en ny sæson af "Twin Peaks" i gang!!! Jeg boede i London i 80'erne og så første sæson længe før, den kom til Danmark. Jeg optog alle 7 episoder + piloten på VHS og har dem stadig alle sammen et eller andet sted, og glæder mig bestemt til at se den nye sæson. Anyway, that's it for now.

Wednesday, 7 June 2017

Gensyn med ABEL FERRARAs mesterværk for 117'ende gang


Mens jeg venter på, at min nye udgave af MS .45 skal ankomme, fik jeg lige genset Ferraras BAD LIEUTENANT (som gik i de danske biografer som "Fy, fy, slemme strømer"). Jeg har jo set den nogle gange før, men altid på gamle danske lejevideo, da videoen indeholder den rigtige version med originalsoundtracket (som Abel Ferrara måtte pille af igen efter premieren og de første videoudgaver pga. sagsanlæg), men jeg stod og kiggede på min steelbox og tænkte "hva' fa'en, den SKAL jo da for fanden ses på ét eller andet tidspunkt"" - og i dag kunne være en lige så god dag som nogen anden".

Filmen er naturligvis et mesterværk og at diskuttere hvilken, der er bedst, BAD LIEUTENANT eller MS .45, er omsonst. Jeg ville ønske, at Ferrara stadig lavede film og at Zoé Lund stadig var i live.
Jeg syntes iø, at dvd'ens billede så noget poleret ud. Lejevideoen ligner til gengæld rigtig filmstrimmel. Videoen er iø også i open matte, så selvom den er i fullscreen, mangler der ikke noget. Nå, men den afsluttende konstatering må desværre nødvendigvis blive, at soundtracket på originaludgaven bare ER bedre. Jinglejangle-guitarspil over rulleteksterne til slut i dvd-udgaven er en sørgelig erstatning for dræber-rapmusikken fra originalen.

Nu downloader jeg ikke selv, men hvis man er interesseret i originalen, er jeg overbevist om, at der findes fan-komposits med originalmusikken lagt på dvd- eller bluray-versioner (jeg mener at huske, at den også er ude på LD).

Thursday, 25 May 2017

Stjernekrigen Star Wars - en bif-tur for 40 år siden

"Stjernekrigen" (eller Stars Wars, som mennesket i det 21. århundrede kalder den) fik premiere i USA i dag for 40 år siden. Yours truly så den selv ved den danske premiere (omend ikke på premieredagen), og da jeg var bidt af en gal sci-fi-fan, klippede jeg naturligvis reklamerne ud fra avisen. Her også lige min og de gamles billetter. Min fætter John og vores feriedreng Ingmar var også med, men de ville beholde deres.




Lidt mere gammelt skrammel. I 1976 viste Danmarks Radio "Månebase Alpha" (aka Space: 1999) og det var her, mit liv som science fiction-fan begyndte (det er for længst forbi, lol). Serien blev hyperpopulær i Danmark, og man kunne købe Månebase Alpha-tyggegummi, hvor der i pakkerne var indlagt samlebilleder; dvs. på den ene side var en scene fra tv-serien, og på den andet var den del af et puslespil. Jeg fik desværre aldrig samlet hele serien, men har stadig alle dem, jeg købte. Inklusive indpakningspapiret - man er vel samler.

Brett Sinclair, James Bond, Helgenen, Roger Moore - RIP

Roger Moore er død. Han var gammel og vist nok også syg. Så trist. Men han var også en af min første helte. Jeg er i gang med en lille artikel om tv i 70'erne, og den begynder tilfældigvis sådan her (og se endelig bort fra den gamle skrivestil med dobbelt-A og stort begyndelsesbogstav i navneord, det er blot et spøjst forsøg).


Den første TV-Serie, jeg overhovedet kan huske at have set, er De uheldige helte (The Persuaders, UK 1971-72). Første Afsnit blev sendt på dansk TV 16. juli 1971. Det var en fredag. Jeg var 6 - næsten 7 - Aar gammel og skulle senere på Aaret starte i første Klasse. Den fredag var jeg sikkert allerede gået i Seng, men er så vaagnet igen og er gaaet ind i Stuen, hvor min Far sad sammen med min Fætter Johns far. Jeg husker tydeligt at komme ind og opdage, at de sad og saa Fjernsyn. Fjernsynet var naturligvis i sort-hvid, som alle Fjernsynsapparater var dengang, og velsagtens 24 Tommer eller deromkring. Min far sagde: "Naa, skal du se med?" Programmet, der netop var ved at begynde, var første Afsnit af den engelske TV-Serie De uheldige helte. Det var første Gang, Serien skulle vises på dansk TV. Faktisk gjorde Danmarks Radio det utrolige, at de viste Serien næsten samtid med, at den var blevet vist hjemme i England. Vi saa hele Afsnittet, og jeg var fuldstændig solgt. Det hele tiltalte mig; De to Mænd, der var rigtig gode Venner, Slagsmaalene, som de var med i (og som de vandt), de hurtige Sportsvogne, de kørte i, og ja, hele Følelsen, som Afsnittet gav, af Fart, Spænding og Eventyr. Jeg var Fan med det samme og fra det Øjeblik af, vidste jeg, at jeg skulle vokse op og blive som Danny Wilde (god til at slås, have en rigtig god bedste Ven, og eje en hurtig Sportsvogn).

"Dame alene i verden" (1980)

Et oversætternavn, jeg ofte er stødt på i forbindelse med billige knaldromaner, er Frits Remar, men jeg anede ikke, at han også selv var forfatter, så da jeg for nyligt faldt over "Dame alene i verden" i en genbrug, blev den hevet med hjem. Til 5 kr. var det til at leve med, hvis den skulle vise sig at være noget lort. Remars oversættelser er ved den sødeste grød ikke altid lige gode, så det var faktisk mest for at se, hvordan hans egne ting var, at jeg købte bogen. 

På den ene omslagsflap står, at han også skrev "Det parallelle lig", og den fandt man jo god nok til at filmatisere i 1982 (produceret af vor ven Just Betzer, der senere lavede film med Bobby A. Suarez på Filippinerne i mid-80'erne. Suarez kontaktede mig for en del år siden pga. mine skriverier om filippinske film, men jeg nåede desværre aldrig at spørge ind til den danske forbindelse, før han gik bort).

"Dame alene i verden" handler om en kvindelig krimiforfatter, der bliver kidnappet af samvittighedsløse københavnske kriminelle til at få fingre i en boks, der uheldigvis befinder sig i en bank. Her er duller med københavnsk dialekt lige fra gaden og store brød, der renser tænder med springknive (eller var det negle?), og et plot så indviklet, at enhver 12-årig læser kan følge med. Frits Remar er ved gud ingen James Ellroy som skribent, men hans brug af samtidens talesprog er både hyggelig og morsom. Krimien er stort set en hyggebog. Lidt spænding er her, men neglebidende er den ikke. 


Bogen er udsendt i Lademann fine serie i lille format i hardcover og med dødningehoveder på omslagets inderside både for og bag. Først i bogen nævnes, at historien tidligere har været udsendt i "strækt forkortet" (ja, det står der sgu - strækt) udgave i bladet "Hjemmet" under titlen "Boks med døden". Man forstår, hvorfor der blev skiftet titel.